Danske virksomheder indgår partnerskab om udvikling af IoT-sikkerhed

Sikkerhedsfirmaet Cryptera og elektronikproducenten Micro Technic har indgået et partnerskab, der kombinerer Crypteras IoT-sikkerhedsløsning med Micro Technics IoT-enheder og deres cloud-baserede platform til distribution af IoT-sikkerhed.

Løsningen er baseret på Crypteras mangeårige viden og teknologi inden for udvikling og certificering af sikkerhedsløsninger til det globale betalingsmarked. Ved at etablere et sikkerhedslag på chipniveau i en given IoT-enhed, kan man gennem brug af certifikater og kryptering etablere en "Root of Trust" i den givne IoT-enhed. Når man kombinerer denne sikkerhed med Micro Technics IoT-enheder, som understøttes af en Cloud-baseret IoT-platform, kan producenterne opnå et sikkerhedsniveau, der svarer til det, der bruges til finansielle transaktioner og betalingsterminaler. Samtidig kan man sikre IP-beskyttelse, kommunikation og løbende SW-opdateringer af enheden i hele dens livscyklus.

"Vi ser løsningen og partnerskabet med Micro Technic som meget attraktivt i forhold til at imødekomme den voksende efterspørgsel efter sikkerhedsløsninger til det industrielle IoT-marked. Vi ved, at sikkerhed generelt er en barriere for mange virksomheder i forbindelse med deres videre implementering af IoT-løsninger. Datasikkerhed er et stort fokusområde for mange virksomheder, og mange er bekymrede over sikkerhedsniveauet i deres løsninger, men også itredjeparts IoT-enheder, der er forbundet til virksomhedens netværk. Når man kombinerer vores sikkerhedsteknologi og erfaring med Micro Technics' adgang til markedet, tilbyder vi en løsning, der adresserer mange af de udfordringer, virksomheder står over for, når de arbejder med at integrere sikkerhed," siger Crypteras CEO Brian Schleisner.

"Det er tydeligt, at det hurtigt voksende antal IoT-løsninger i industrielle applikationer har skabt en masse følsomme data. Med Crypteras sikkerhedsløsning vil vi sikre, at kundernes data ikke kompromitteres. Vi fremstiller mange applikationer, der kører på IoT-enheder, og med denne løsning vil vi kunne sikre IP-rettigheder og beskytte applikationen mod fjendtlige dataangreb. Det er unikt, og vi kan nu sikre vores kunders IP på et helt andet sikkerhedsniveau," siger Frank Max Laursen, CEO i Micro Technic.

"Micro Technic er stolt af vores partnerskab med Cryptera. Ud over en markedsledende partner inden for IoT-sikkerhed, har vi nu en partner, hvor vi i fremtiden vil udvikle mange interessante projekter sammen. Vores kunder vil nyde godt af en exceptionel IoT-sikkerhedsløsning understøttet af en brugervenlig IoT-platform - og vi kan levere den i dag," tilføjer Frank Max Laursen.